Skal jeg være en god kæreste og holde ved fremtidsplaner?

Kære alle, Jeg er i et rigtigt træls, og relativt dumt dilemma, og håber virkelig i kan berige mig bare en anelse med jeres synspunkter.

Min kæreste og jeg hjemvendte fra en 3 måneders rejse i forrige uge. Min far har en lejlighed, som vi tidligere på året fik tilbudt at flytte ind i til start/midt februar, hvilket vi takkede ja til. Jeg har hele tiden været taknemmelig, og set frem til det. Efter vores rejse samt hjemkomst, har jeg bare fået SÅ kolde fødder. Hver gang jeg bliver spurgt ind til det, får jeg vitterligt kvalme.

Jeg blev student for 1.5 år siden, og det er bare gået så stærkt, - jeg ville så gerne spare en masse flere penge sammen, (hellere end gerne til en ny rejse, samt studie) Dette er noget, jeg desværre, først rigtigt har indset nu. Jeg føler lowkey det er spild af penge at flytte ud nu. Samtidig føler jeg et kæmpe ansvar på hjemmefronten, - jeg ved min mor og lillebror har haft det ret svært mens jeg har været væk. Dette er faktisk også det der igangsatte min tvivl. Min mor står eks. med alt alene derhjemme, trods min far er (selvvalgt) pensionist. Stemningen er også altid rigtig dårlig, og jeg har altid følt et ansvar, for at være den der “lettede” det hele.

EDIT: jeg har vidst formuleret det som om, at mine familie står økonomisk stramt uden mig, - det var ikke hensigten. Det er udelukkende de huslige pligter, mad indkøb osv, - samt at være “mægler” på hjemmefronten, så alle ikke river hinanden helt ned.

Jeg havde, uden tvivl, droppet alt om at flytte hjemmefra, hvis jeg bare var mig. Min far kommer helt klart til at reagere, men han kan hurtigt få lejet den ud alligevel, så det skal nok gå. Hvis den bliver ledig, betaler jeg jo selvfølgelig huslejen. Jeg har dog en skøn kæreste, som faktisk har, og ser, meget frem til at flytte ud. Han bliver helt sikkert både ked af det, og meget skuffet. Nok også, forståligt nok, sur på mig.

Hvad mener i om min sitation? Og hvilke erfaringer har i selv dannet jer? Jeg er jo et røvhul for at skifte mening sådan, og lade det gå ud over min kæreste, (og min/hans fam). Samtidig er jeg så ked af, at skulle “begrænse” mig selv på den måde, - trods det jo er min egen skyld.