Gået død i leverpostejsliv

Hej Reddit Jeg har brug for råd eller måske bare at lufte en lind talestrøm med tanker der fylder helt vildt meget: Sagen er den, at jeg (K27) og min kæreste (M26) har været sammen i 9 år. Meget uplanlagt bliver jeg gravid som 21 årig og vi vælger at beholde barnet og har i dag 2 børn på 5 og 3 år. Vi er flyttet hjem til den by vi selv er opvokset i og bor nu i hus med bil og det er ÆGTE leverpostej med madplaner, rengøring, kalender koordinering og I kender rumlen. Vi havde et meget ustabilt arbejdsliv da vi blev forældre (fordi vi selvfølgelig var så unge), men nu har vi fået uddannelser, gode jobs og vi er der vi drømte om at være da vi først startede det her voksenliv. Og det er jeg egentlig ret stolt af, at vi har formået. De fleste perioder har vi det godt. Vi elsker hinanden, børnene og vores liv, men den sidste måned synes jeg har været hård. Hård for vores parforhold med meget koordinering og for lidt tid sammen, og jeg synes og leverpostejs-livet er røvsygt. Jeg har også været en del på arbejde, og nu er der opstået det, jeg skammer mig utroligt meget over. Jeg har udviklet sommerfugle i maven over en jeg arbejder med. Vi klikker utroligt godt sammen, han er vanvittigt sjov og klog og han ser helt enormt godt ud. Jeg har lagt mærke til at han kigger en del på mig og opsøger mig meget. Måske er det kun venskabeligt, men jeg mærker selv en ret vild kemi mellem os. Vi har mange fælles interesser og han er bare helt vildt sød. Jeg har svært ved at ligge det fra mig og jeg går og dagdrømmer om ham og hvordan mit liv ville se ud uden min kæreste… Hestenettet jeg har brug for at høre jeres tanker… En del af mig tænker at jeg er så ung og har brugt mange år af mit liv på at lege voksen - skal jeg bruge den sidste rest af min ungdom som single mor til to?