Er jeg for følsom med julen?

UPDATE: tusind tak for alle jeres perspektiver, det er fuldstændig overvældende, at så mange har taget sig tid til at svare!! Jeg har læst og reflekteret over alle svar, og jeg har besluttet at 1) tage en snak med familien, når julen er ovre, så jeg finder ud af hvad det handler om og 2) starte min egen juletradition.

Hej alle. Jeg har en søskende der hvert år spørger om jeg vil holde jul hos dem. Når jeg svarer ja, skal jeg igennem en godkendelseproces hos deres voksne børn. Det vil sige, at børnene skal sige ja til at jeg må komme og være med i juleaften. Det føles ret ubehageligt, som om jeg ikke er nærmest familie, hvilket jeg er.

I år spurgte jeg om min kæreste gennem fem år måtte være med juleaften. Jeg spurgte kun, fordi jeg gik ud fra, at min familie forstår, at ligesom de gerne vil have deres partner ved deres side juleaften, så vil jeg naturligvis også. Også selvom jeg er skilt og har fundet mig en kæreste.

Det faldt ikke ikke i god jord. Børnene skulle igen konsulteres og godkende, at min kæreste måtte komme med. Inden det nåede så langt, sagde jeg stop. Jeg bad min søskende glemme min forespørgsel. Jeg vil simpelthen ikke sætte min kæreste i den situation. Hvis nu børnene siger nej, hvordan tænker min familie så, at min kæreste vil have det fremover med at komme til arrangementer i den familie velvidende at han har været uønsket juleaften.

Jeg troede at juleaften julen var hjerternesfest, og at mine medmennesker praktiserer “the more the merrier”, men der blev jeg skuffet. Julen hænger mig ud af halsen, og jeg kan mærke, at i over bliver sidste gang jeg holder jul hos min søskende.

Hvad tænker I? Er jeg for sensitiv? Eller for rummelig i min tankegang? Jeg tænker dybe set, ryk en balle så er der plads til alle. Og jeg kunne aldrig finde på at sige nej til min nærmeste familie eller byde dem en slags godkendelseproces i forhold til at holde jul sammen.