Højgravid og knust

Tak for alle jeres svar. Jeg læser hver og en og værdsætter at I gider. Jeg er ikke dum(på trods af at det måske kan virke sådan) jeg ved godt at det er helt skævt. Måske jeg har levet for de lange gode perioder, og forsøgt holde sammen på vores liv for at være der mest muligt for vores børn, jeg skåner dem i alt det her og ligger låg på mig selv, de er det vigtigste i mit liv. Jeg tror bare jeg lige nu er ekstra sårbar fordi jeg er højgravid, og alt det praktiske kan virkelig fuldstændig uoverskueligt i forhold til at gå fra hinanden. Men jeg gør alt for den mand, jeg gør alt herhjemme, giver ham alt af mig selv og forventer så lidt af ham, og så bliver jeg trådt på gang på gang. Jeg ønsker denne her baby mere end noget andet, men indeni føler jeg det så forkert at jeg sætter en du et barn i verden til sådan en far (de ældste er 8 og 10, så det er en efternøler). Jeg prøver bare at forstå hvordan man som menneske kan være sådan, jeg ville aldrig behandle min værste fjende sådan.

————

Kære brevkasse,

Hvad skal jeg stille op. Min kæreste igennem 14 år, og far til vores to piger har alle dage haft perioder hvor han opfører sig som en komplet anden, har sommetider mistænkt har for at være narcissist. Han kan aldrig se egne fejl, kun andres og mener selv at han er helt perfekt. Den ene dag tager den anden, og i mit voksne liv har jeg kun kendt til det at have ham ved min side. Vi venter os vores 3 barn, jeg kan faktisk føde hvornår som helst. Jeg har flere gange oplevet store tillidsbrud med ham, at han har haft behov for at skrive med andre kvinder (seksuelt) osv. Jeg har selv valgt at blive og dermed måske også i en vis grad været naiv. Jeg opdager den anden dag at han har en fake Instagram hvor han har tilføjet et hav af nøgne kvinder - jeg siger ingenting, men kan mærke at det går mig helt vildt på, i takt med at jeg også føler mig som en kæmpe hval og hormonerne raser i mig. Jeg kan derfor ikke skjule overfor ham at noget er galt - og jeg har på fornemmelsen at han godt ved hvad.

Han ender med at gå i går aftes og påstå at han lige skal hjælpe en kollega med noget arbejde. Og der begynder helvede så over skrift, han sviner mig til, og forsøger få ud af mig “ hvad fuck mit problem er” jeg får skyld for at have været sur hele min graviditet og der er ikke det der ikke er galt. Han ender med at blive væk i nat og er endnu ikke kommet hjem.
Hele min krop er i alarmberedskab, skulle jeg gå i fødsel nu, ville jeg ikke engang kunne regne med at han var der.

Det er ikke unormalt at han når han har gjort noget forkert, vender alt til at det er min skyld, og at han bliver så modbydelig at han håber det går i glemmebogen. Ja folk vil måske undre sig over at jeg er gravid og ikke er smutter for længst…. Jeg undrer mig også selv.